Mød teamet
Nedenfor ser I det faste team, og hertil kommer "Als Klosters venner". En dejlig skare af løst ansatte, familie, venner, bekendte og netværkspersoner, som springer til med hjælp, sparring og gode råd, når der er behov. Vi er så taknemmelige.

Marianne
Klosterforstander-inde
Marianne er gift med Flemming, der er parret bag.
Marianne er en rigtig business-nørd, og hun tager sig derfor af alle papirerne, planlægningen, markedsføringen mv.
Hun elsker også mad (og har mange meninger om det), og derfor fik hun også lov til at stå for vores køkken.

Flemming
Klosterforstander-ude
Ja, så er Flemming forhåbentlig også gift med Marianne :-).
Flemming har "vundet" alt det udvendige. Han elsker at være praktisk og med alle de planer, der er for klosteret, skal han nok få travlt.
Manden er også rigtig rar. Han er oprindelig uddannet sygeplejerske, og det fornægter sig ikke.

Grethe
Kloster-sprutte
Grethe er klosterets blæksprutte, og hun starter 15. marts 2021.
Grethe kommer til at stå for værelserne og alt, hvad der sig hører til. Hun tager også gerne et nap i køkkenet og springer til, hvor der er behov.
Grethe er en humørbombe, så hende kan I glæde jer til at møde.

Erik
Kloster-håndværker
Erik er tømrer, og han tager lige en fulltime-tørn her på klosteret inden, han går på pension (det kan man ikke se, vel).
Erik bliver bl.a. hovedmanden bag vores nye fine værelser og vores kommende fede glamping-enheder.
Erik har været faglærer i mange år, så når han kalder til samling, kommer vi.

Jesper
Kloster-håndværker
Jesper er murer, og han kommer forbi efter behov. Han går bl.a. i gang med at lave vores rustikke café med det fedeste teglgulv.
Og så er Jesper det mest garvede naturmenneske, vi kender. Han råder os derfor også om, hvordan vi passer bedst på rådyrene, fasanerne og alle de andre dyr, der lever rundt om klosteret.

Evander
Kloster-beboer
Evander er en skøn labrador på 13 år, som hele sit liv har været HR-chef i sin mors firma. Han er top-trænet i at være sød.
Han får sig dog efterhånden mange små lure i løbet af en dag, og det er ham vel undt i den alder.
Om Als Kloster
Als Kloster er oprindelig en landejendom, der senere har fået en rigtig sjov historie. Det er her navnet Als Kloster kommer ind i billedet. I 1989 blev gården nemlig købt af den katolske nonneorden Assumptionssøstrene, som byggede det hele om til et kloster. Her flyttede nonner af forskellige nationaliteter ind og levede deres liv. De tilbød bl.a. refugieophold til medmennesker med brug for en pause fra det travle hverdagsliv.
Med klostret som udgangspunkt blev den nye katolske kirke i Sønderborg indrettet. Vores klokketårn i gårdspladsen står derfor stort set magen til foran den katolske kirke i Sønderborg. Klokketårnet var i tiden som kloster i brug dagligt, når der blev kaldt til messe.
I år 2001 besluttede Assumptionssøstrene at samle aktiviteterne på Sjælland, og her overtog den tidligere ejer. De næste 20 år dannede klosteret rammen om et familieliv for tre generationer, og nu er det her i 2021 så blevet vores tur. Som I kan se under "Gårdhotellet", har vi en masse drømme og planer med stedet.
Og nu bare lige en afrunding på det med nonnerne....
Ordenens navn refererer til Jomfru Marias himmelfart og det latinske ord assumptio, som betyder optagelse. Det er samtidig en henvisning til ordenens kald om at sikre alle en uddannelse for, at verden på den måde kan blive et bedre sted at leve, og flere kan få mulighed for en social opstigen. Disse vise ord er udtrykt af stifteren Marie-Eugénie Milleret i 1839, da hun grundlagde ordenen.
Tiden går, og nu er Assumptionssøstrene helt ude af Danmark. Der er ikke længere samme behov for nonner til at drive skole- eller hospitalsvæsen her, og nonnerne er derfor rejst ud til andre klostre rundt om i verden, hvor der er større behov.